Lov og Ret

I ”Lov og ret i Faxe Herred”, som kan købes i arkivbutikken, kan du læse om herredsbyen Faxe:
Hvad et herred er, er endnu i dag ikke ganske klart, men det anses for oprindeligt at have været et led i en inddeling af landet, som stammede fra oldtiden.

Det er nærliggende at forestille sig, at herred har noget med hær at gøre, og at herredet således har forbindelse med en militær inddeling af landet.

Det kan også tænkes, at inddelingen knytter sig til et fællesskab omkring en helligdom, men noget sikkert kan ikke siges herom.
I historisk tid betragter man herredet som et led i en administrativ inddeling, en slags retskreds med sit særlige ting, herredstinget.

I et sådant herred blev Faxe herredsbyen eller tingbyen, som den også kaldtes. Tinget holdtes på en bestemt ugedag, i Faxe blev tinget således afholdt på fredage. Tingdagen blev i øvrigt også gjort til den normale torvedag.
Hvor tinget oprindelig blev holdt, vides ikke med sikkerhed. Af et kongebrev fra 1588 fremgår det, at tingstedet i begyndelsen lå et sted mellem Faxe og Værløse. Stedet blev kaldt ”Skudelege” og lå ved en stendysse, men nærmere kan vi ikke komme det.

Normalt holdtes tinget under åben himmel, hvilket ikke mindst om vinteren kunne være en temmelig ubekvem ordning. Landsfaderen har måske selv haft øje herfor, idet Christian II i en gejstlig lov af 1521 bestemte, at tinget overalt skulle flyttes til nærmeste købstad eller anden passende by, hvor der ved kirken skulle bygges et hus til dette brug. Trods denne bestemmelses mange gode sider kunne den i visse tilfælde medføre uønskede ulemper, idet man i byerne fik et uheldigt naboskab i de mange kroer.

Kongen havde i øvrigt selv forlangt herberger oprettet på alfarveje med 2-3 miles afstand, og et sådant herberg blev netop lagt i Faxe.
Her var der i middelalderen yderligere opstået et ukendt antal smugkroer, så tingets deltagere havde rige muligheder for at søge vederkvægelse, et forhold som næppe bidrog til at øge sagligheden under tingets forhandlinger.
Et senere kongebrev taler i hvert fald om, at tinget igen skal flytte til det sted, ”hvor det tilforn og fra Arilds tid ligget haver”, nemlig til ”Skudelege”.

Endnu i 1609 var tinget ikke flyttet, og det er vel tvivlsomt om det nogensinde skete i den form, det på dette tidspunkt havde.

Kilde: H27 34.7