Sognerådet var fra 1909 politisk sammensat, så både den store stationsby og dens opland var repræsenteret.
En del af sognerådets sagsbehandling var henlagt til udvalg og Sorø Amt havde en kontrolfunktion på en række områder, da Haslev-Freerslev sognekommune (1842-1966) ikke havde købstadsrettigheder.

I 1934 fik byen sit rådhus. Haslev var da for længst vokset til at være en af landets største stationsbyer, den havde købstadspræg og var større end mange købstæder. Spørgsmålet om købstadsstatus dukker med jævne mellemrum op i både Borgerforeningen og på sognerådets dagsorden.

Men Haslev blev aldrig købstad. En af forklaringer er, at der var forskel på blandt andet beskatningen i købstæder og sognekommuner, så da overvejelser om ændrede kommunegrænser var i spil, kunne man risikere at miste Bregentved som skatteyder.

I 1966 bliver Haslev-Freerslev kommune lagt sammen med Øde Førslev, Terslev og Bråby kommuner. Den nye Haslev Kommune bliver i 1970 udvidet til også at omfatte den tidligere Teestrup Kommune. Med kommunalreformen i 1970 forsvinder spørgsmålet om købstadsstatus, da der ikke længere skelnes mellem land- og købstadskommuner.

I 2007 fusionerer Rønnede Kommune, Fakse Kommune og Haslev Kommune til Faxe Kommune. Haslev er fortsat sin kommunes største by.