Teestrup


Brødrene fra Skuderløse

BFC, Brødrene fra Skuderløse er et fabrikseventyr. BFC står for Brødrene Frede og Charles Christensen.

Den 6. april 1942 startede Frede og Charles, der var landbrugsmedhjælpere på herregården Broksø, selv med at grave tørv på lejede mosearealer i Skuderløse. Det blev hurtigt til en stor virksomhed og allerede året efter stod deres briketfabrik og fabrikerede ildebrændsel.

Ved hjælp af de tjente penge fra brændselsproduktionen gik brødrene i gang med at bygge betonelementer og støberimaskiner, og i 1947 stod en fabrik færdig i Rødovre. Den fremstillede alle slags maskiner til støberi lige fra små tilberedningsmaskiner til større ovne.

Ved en frokost i 1949 gav Frede og Charles det første udkast til en lille motor til montering på en cykel. Den lille motor blev under frokosten skitseret på bagsiden af en serviet.

I marts 1950 var der industrimesse i Forum i København. Her præsenterede man de første 10 motorer. Da man allerede første dag fik en ordre på 2000 motorer var der ingen tvivl mere: nu skulle produktionen i gang.

I Skuderløse tog man sig af det grove såsom støbning, smedning og skrubdrejning. Færdigmontering, afprøvning og distribution skete ligeledes i Skuderløse. Det finere maskinarbejde blev i begyndelsen foretaget på fabrikken i Rødovre, der dog blev nedlagt i 1954.

BFC ændrede den eksisterende motor så den kunne blive godkendt til 30 km/t. Herefter kunne man tilbyde to motorer på henholdsvis 30 km/t og 60 km/t begge med modelbetegnelsen 68.

I 1952 kom ”Folkestafetten”, som også kaldes Stafette 108, det var BFCs første rigtige knallert.
I august 1957 købte den finske ingeniør Erik Estländer fabrikken. Imidlertid var det nok ikke muligt at klare sig mod den udenlandske konkurrence og det endte med konkurs. Fabrikken gik tilbage til de oprindelige ejere.

Charles så sig om efter andre muligheder, da knallerteventyret ebbede ud, og han fandt et nyt produkt: haner eller ventiler til industrien. Et produkt der var egnet til eksport.

Det lykkedes – ja ikke alene lykkedes det, men anvendelsen af lukkeaggregater (haner) steg voldsomt i takt med industrialiseringen. Lavtrykshaner anvendes for eksempel ved fjernvarmeanlæg og fra 1975 blev højtrykshanerne aktuelle i forbindelse med den begyndende indførelse af naturgas i Danmark.

Efter brødrenes død fortsatte fabrikken i familiens eje.

BFC-knallerten er fortid i Skuderløse – men mindet lever.

[ Kilde: Lokalhistorisk Arkiv 320-02 - A15 ]